SKYGGER · FORSIDEDenne bog handler om skygger, som jeg synes er en fascinerende og ofte overset del af hverdagen. Ganske uden at ane det, går vi, med hjælp fra lyset, rundt og skaber fantastiske tegninger i samspil med vores omgivelser. Vores skygger har berørt ting og skabninger vi måske ikke engang selv har ænset. Skyggen er på sin vis en del af vores krop, den er umulig at slippe af med. Eller måske er det den der ikke kan slippe af med os? Når vi i vid udstrækning overser den, er det så fordi vi ikke synes skygger kan bruges til noget? Eller er det fordi vi er så vant til dem, at vi ikke længere lægger mærke til deres tilstedeværelse? Kigger man godt efter kan skygger imidlertid være langt mere end blot en vag efteraben af det fysiske objekt der forårsager den. De synes at have deres helt egen hemmelighedsfulde, foranderlige og forvrængede eksistens. Skygger kastets med lige vægt af døde og levende ting. Det særlig interessante ved de levende skyg- ger er, at de ikke kun forandres af lysforholdene, men også af bevægelse. Som en kroppens tro følgesvend følger skyggen minutiøst vores bevægelser og kan på det punkt sammenlignes med beklædning. Vi kan påvirke skyggens silhouet gennem vores beklædning, men beklædningen er i høj grad også påvirket af de skygger der falder på den. Jeg har søgt at undersøge nogle af de virkninger skygger har både på os og af os. |